Da jeg var barn voksede jeg op med alle mine bedsteforældre tæt på. Alle betød de noget helt specielt for min opvækst og jeg har mange rigtig dejlige minder om hyggelige timer sammen med dem, sammen og hver for sig.
Timerne med min mormor blev ofte brugt i skoven på cykel eller gåben. Utallige er de ture “ud i det blå” vi har taget sammen. Jeg kendte hver en sti og vej i skovene på den egn hvor jeg voksede op. Alt efter hvilken årstid det var, blev aktiviteterne planlagt.
Hvert år til påske trillede vi påskeæg på “Chokoladebakken” og tænk sig der var et hult træ med chokolade i!
For snart 10 år siden blev min kære mormor syg og fik opereret sit hjerte og kredsløb flere gange. Det satte en stopper for hendes ellers meget aktive hverdag og det satte en stopper for hendes cykelture med mig og mine piger og dermed også vores tradition med, at trille æg sammen.
Søndag var jeg på besøg hos mormor og vi talte om “gamle dage” og vores ture ind i skoven til; Chokoladebakken, køkkenmøddingen og kærlighedsbænken. Ak ja, minderne var gode, men alligevel også vemodige – for det er op mod 12-15 år siden mormor sidst har været i den skov og besøgt alle de steder hun havde så kær.
Det berørte mig dybt, at høre hende fortæller og især høre længslen i hendes stemme. Jeg tænkte, det må der kunne gøres noget ved. Ældste kender skovfogeden og vupti fik hun arrangere, at vi kunne få lov til, at køre i bil i skoven. Dermed ville vi kunne få mormor med rundt til alle de steder hun holder så meget af.
Mandag inviterede vi familien til morgenkaffe og en lille overraskelse. Hvor var det skønt, at høre mormor da ældste fortalte, at vi skulle til “Chokoladebakken” og trille æg og hvor var det skønt, at se hendes begejstring på køreturen igennem skoven, forbi alle de steder hun engang kendte så godt.
Hele familien havde en dejlig dag og vi fik alle trillet æg på “Chokoladebakken”.
Hvor det en smuk tanke at glæde mormor med en skovtur, det var en god gave, jeg blev helt rørt..
HVor er det et skønt indlæg om din mormor og glæden – det er meget rørende at læse. Hvor må hun være blevet glad for den dejlige – og uventede – overraskelse fra jer.
Oline, sikke en gave at have haft sine bedsteforældre boende så tæt på sig.
Og hvor er det en fin gave I gav mormor
Det var rørende at læse, at I gav din mormor denne store oplevelse! Mon ikke det var en af de bedste gaver, I kunne give hende?
Det var en ualmindelig sød og betænksom gave, I gav mormor – meget mere værd end hvad I end måtte have fundet på at købe.
Det varmer at læse sådant et indlæg.